Problemet med sorte sko...
- Sabine F. Petri
- 31. mar.
- 4 min læsning
Hvad er Problemet med sorte sko?
Sorte sko er der altid når du har brug for dem! De er det "sikre valg" som du altid kan regne med passer til dit outfit... men ærligt, det er nok ikke den sorte sko der får dit outfit til at sige wauw. Sorte sko kan være lige så spændende som at se på maling der tørrer! Sorte sko er det mange falder tilbage på, som det sikre valg - det der passer til alt. Men ærligt, hvornår har det sidst været din sorte sko, der lige var det sidste lækre pift? Forestil dig, at du er iklædt et smart fuldt sort outfit, og så topper du den lige med en sort sko til - gaaab! Du er lige til en sort hvid film! Og så nu, inde i dit hoved, skift dine sko ud med en sko i en smart farve du kan lide! - hvad sker der? Med garanti skete der et wauw eller dit øje blev udvidet af beundring! Har jeg ret? Der kom lige krymmel på lagkagen ik?. Livet er ikke en sort hvid film! Så lad være at købe sko til den film! Tænk på sko som hele fundamentet for dit outfit! De kan enten få dit outfit til at shine, eller få det til at se ufærdigt og kedeligt ud. En sort sko er meget forudsigeligt! Hvor er magien i det? I kontrast til de forudsigelige sorte er de farverige sko, dem der øjebliklig bringer dit outfit til live - de skaber et langt mere spændende og iøjefaldende look.
Magien bag farver
At få farve ind i dit fodtøj kan ændre dit outfit enormt! Et farvepop, som jeg kalder det, kan fungere som fokus punkt. Så har du en topmave eller store hofter du vil trække fokus væk fra? Ja, så er skoen et super sted at starte! For eksempel kan en knaldblå sneakers til en hvid t-shirt og jeans, være med til at skabe balance og et fedt fokus på helheden - helt fra top til tå! Især hvis der også er en blå detalje i hårspændet eller i printet på t-shirten. Farve er ikke kun med til at gøre et outfit spændende, men er også med til at udtrykke dit humør og din personlighed.
Jeg vil vove at påstå, at en farverig sko vil få langt flere personer til at vise interesse og tale med dig når du bevæger dig ud i verdenen - og de vil med sikkerhed huske dig bedre, end hvis du havde taget den sikre sorte sko på.

Detaljer kan også gøre det! - Teksturer og mønstre
Hvis vilde farver ikke lige er din stil, så kan du udforske sko med spændende stukturer eller interessante mønstre. Sko med spænder, vilde designs eller helt specielle materialer kan virkelig tilføje noget dynamisk lækkert til dit outfit. Er det pailetter eller frynser du er til? - de kan virkelig også sætte gang i samtalen med folk. Eller du kunne overveje mere integrerede mønstre som slangeskind eller striber som igen er med til at gøre et småkedeligt outfit ret spændende. En spændende sko puster liv i hele dit outfit!

Skab balance med kontraster
Når du skal style et outfit handler det om at skabe balance. At bruge en sko i farver der skaber kontrast med farver og toner i tøjet kan skabe et smukt balanceret udtryk. Eller hvis du bærer sarte pasteller eller endnu mere afdæmpede farver i tøjet, så vælg gerne en sko med lige lidt mere smæk på farven end det. Så skaber det god balance til helheden. Du kan også vælge at bruge komplementærfarver i dit skotøj. Hvis du f. eksempel har en lavendel farvet kjole på, så kan en knaldgul sko skabe fokus og lækker interesse til helheden. Gul og lilla er komplementærfarver ligesom rød/grøn og orange/blå. Det er sjovt at lege med.
Når du bruger disse tricks med sko, så bliver ikke kun din helhed meget mere spændende, men din sko bliver et bevidst og bærende element i din styling. Når jeg er ude til 1:1 sessioner taler vi altid sko! Det har en helt vigtig del af helheden, både med farve og form til den underdel du har på.
Personligt udtryk ved skovalg
Fodtøj er ikke bare noget der skal være på fødderne. Det er med til at vise hvad du står for og hvem du er. Den sko du vælger siger noget om din identitet. Hvis du er en eventyrlysten person, farverig, eller kunstnerisk, så må din sko godt afspejle det. Vis det! Hvad ville en sort basissko sige om dig? Alternativt, hvis du er mere til den klassiske stil så vælg en sko i godt håndværk der viser din lækre stil og smag. Ved at vælge sko der afspejler din personlighed, kreerer du outfits der føles autentiske. Som lige præcis dig. Din tøjstil er et vigtigt element i dette - men glem ikke skoens vigtighed - den siger mere om dig end du tror.
Omfavn din unikke stil
I sidste ende så skal dit skovalg reflektere din unikke stil. Slip frygten for ikke at passe ind, frygten for at blive dømt og dyk dybt ned i verden af forskellige stilarter i sko. Det er magisk! Sorte sko giver dig måske en tryghed, men ægte stil handler om at tage chancer og udtrykke dig selv igennem dine valg.
Så find de gamle skoæsker frem fra loftet - eller køb fremover de farverige, mønstrede og detaljerige sko. Få dem integreret i din stil. Vis dig frem! Se hvordan skoen kan få den selvsikre og stilbevidste dig frem.
Ethvert outfit fortæller en historie - lad din sko sætte fokus på den historie.
Sabine /A SHAPE
Comments